Baggrund
Historien om Kiers Gaard
Kiers Gaard
Højer-egnen, det sydvestligste hjørne af Danmark, er et af landets mest særprægede områder: det mærkelige vadehav – land ved lavvande, hav ved højvande – det nye, stærke, fremskudte dige og længere inde det veltjente gamle. Derimellem den nye Margrethe-Kog med den kunstige saltsø. Sluserne, de udstrakte marskvidder med den højeste himmel. Intet sted skinner sommersolen klarere end her over det grønne, flade land og værfterne med de brede marskgårde, intet sted har man skønnere solnedgange, og intet sted oplever man en stilhed så dyb. Til gengæld føler man aldrig naturen stærkere, end når man en stormende nat forsøger at holde sig oprejst på havdiget, medens stormflodens bølger hamrer imod det.
Bag digerne ligger den gamle marskby Højer og Kiers Gaard. Den store, gamle gård fra 1759 er et af de bedst bevarede bygningsværker i Højer.
Man finder først Kiers Gaard omtalt omkring år 1400. Dengang ejedes den af ridder Otto Snarfs. Gården blev senere købt af ridder Morten Jensen, men allerede i år 1436 solgte han Kiers Gaard til domkapitlet i Ribe, som var ejer indtil reformationen.
Efter reformationen tilfaldt alle domkapitlets besiddelser kongen, og gården gik over til at være krongods, men senere foretog kongen en byttehandel med rigsfeltherre Hans Schack i Møgeltønder iår 1663. Kiers Gaard var dermed fra 1663 til 1802 en fæstegård under Schackenborg.
Fæstegården blev overladt til Johannes Hansen Schau, og da han døde overtog hans søn, landmand og købmand Hans Schau, gården.
Østersforpagtning
Foruden Kiers Gaards drift havde Hans Schau betydelige indtægter fra østersskrabningen i vadehavet, som han havde forpagtet siden 1728, først sammen med andre, senere alene. Da han døde i 1736, overtog hans enke såvel gården som østersforpagtningen. I 1739 giftede hun sig igen med Peter Todsen, som var østersforpagter fra 1756 til 1789.
Østersene blev fisket på banker i vadehavet i ”r-måneder” (september til april), og på den største af bankerne kunne der i højsæsonen ligge over 25 østersbåde på én gang. Østersene lå løse i båden, og når den var fyldt, sejlede man ind til Højer med dem. Anløbspladsen lå tæt på Kiers Gaard, og østersbådene kunne sejle helt hen til det pakhus, der ligger sydvest for gården, og som endnu hedder Østershuset. Her blev østersene skovlet ind, pakket i tønder og derpå med vogn sendt til Flensborg eller undertiden med skib til København.
Peter Todsen havde selv skibe i søen. Blandt hans østersskippere var den Store Søren fra Daler. Han var en ægte vovehals; ligegyldigt hvor stærkt det blæste, havde han alle sejl oppe.
Efter 1789 har ingen hævringe haft østersforpagtningen; men endnu i 1880érne var det en fast skik, at der blev serveret østers ved bryllupsfester i Højer.
Kvægeksport
Fra ladepladsen ved Kiers Gaard foregik der også en livlig kvægeksport, især til Amsterdam. Der var et vældigt leben på stedet hvert forår og efterår, når 30 kreaturskibe fik kvæg om bord og stod til søs. I 1638 eksporteredes der 3400 stude til Holland, og på tilbagevejen medbragte skibene kolonialvarer, tobak, kakler og hollandske møbler m.m.. Det var også herfra, de unge hævringe, der ville være sømænd drog til søs. Sømænd fra Højer-egnen var nok vel anskrevne i søfartskredse og gjorde deres hjemstavn kendt i det fremmede.
Da en hollænder på havnen i Amsterdam skulle nævne de største havnebyer i Europa, nævnte han Amsterdam, Hamborg, London og Højer.
Henimod slutningen af 1700-tallet blev besejlingsforholdene dårlige, og Kiers Gaard mistede ”sin havn”, længe før 1861-diget spærrede for udsigten over vadehavet.
Gården brændte to gange i Peter Todsens tid. Hen imod slutningen af 1756 blev byen hærget af to store brænde kort efter hinanden. De bygninger, der står i dag, stammer fra den anden genopbygning i 1759; også Østershuset blev genopført.
